Elskede lille Linus
Så er det blevet din fødselsdag igen. I dag er det 15 år siden, du blev født. Det er mærkeligt. Tiden går så hurtigt. Jeg føler mig jo ikke anderledes indeni end dengang for 15 år siden. Det lyder også af meget – 15 år. Du ville være blevet konfirmeret eller ej, du ville snart være færdig med folkeskolen og på vej videre i livet. En stor dreng, som kunne have været et forbillede og måske et idol for din lillebror. Det ville have været et helt andet liv. Dels selvfølgelig fordi vi ville have haft to drenge herhjemme, med den anderledes dynamik, det ville give, og dels fordi vi så ikke ville have oplevet denne store sorg at miste dig. Det er klart, at det præger mig. Det løber som en stille melankoli i hele mit liv. Det er muligt at opleve stor glæde og lykke, men måske ikke helt så uforbeholdent som før. Altid dette brud i mit liv. Når jeg ser tilbage på mit liv, er der en afgrund lige der i 2003. Derfra tog mit liv en anden retning, og delte det hele ind i før og efter. Inter blev, som jeg havde troet. Kampen for at få børn er forbi nu. Vi fik dig, og vi fik Silas. Der var heller ikke, som jeg havde forestillet mig. Silas er selvfølgelig en stor lykke i vores liv, men jeg havde helt klart forestillet mig, at jeg skulle have flere levende børn. Sådan bliver det ikke. Og sorgen vil altid være der. Især i disse dage – denne uge, som på mange måder er en uge, jeg skal igennem. Jeg kan aldrig for alvor tænke på julen, før denne uge er forbi. Den ligger og spærrer for alt andet, fordi jeg ved, hvor hårdt det bliver hvert år. Jeg husker hvert eneste lille øjeblik af de fem dag, du levede. I modsætning til det ved jeg som regel ikke rigtigt, hvor 2004 blev af. Jeg kan selvfølgelig godt huske noget af det år, og jeg ved, at der var fem dag, hvor jeg ikke græd. Jeg græd i 360 dage det første år efter din død. Det gør jeg selvfølgelig ikke mere. Jeg har lært at leve med min sorg. Det er man jo nødt til, hvis man skal leve videre. Sorgen har fået plads og kærligheden har fået en anden farve. Selvom Silas kan drive mig til vanvid nogle gange, er det selvfølgelig så langt at foretrække, fremfor dette store savn af at mærke dig, opleve dit liv og mærke gengældelse af min kærlighed til dig. Jeg savner at kunne tage mig af dig. Jeg savner at skulle bekymre mig om dig. Jeg savner de konflikter, vi skulle haft og de glæder, vi skulle have delt. Hele det liv, vi skulle haft sammen allesammen. I dag bliver du 15 år, og det er som altid mærkeligt og uvirkeligt for mig. For mig vil du jo altid være en lille baby. Min lille dreng, som måtte tåle så meget. Jeg ved, det blev for hårdt. Det forstår jeg godt. Men hvor ville jeg bare ønske, det var en helt anderledes dag i dag.
Min kærlighed for altid, mor