Elskede lille skat!
13 år og teenager, det er meget mærkeligt at tænke på. Jeg har så svært ved at forestille dig som større, end den lille baby, du var, da du døde fra os. Jeg savner dig stadig så meget. Selvom det ikke er så nærværende i hverdagen, hvor Silas fylder rigtig meget, så er du altid et sted i mine tanker. Altid det barn, jeg mangler hos mig, altid ham, jeg så gerne ville have haft i livet. På din fødselsdag kommer det så tæt på, og jeg bliver så ked af det. Til hverdag kan det nogle gange føles som om, det skete for en anden. Jeg var måske også en anden dengang. Når jeg ser på billederne af dig, kommer det hele tilbage med fuld styrke. Det er så uretfærdigt, at vi skulle miste dig. Det er så forkert. Tænk hvis det havde været helt anderledes. Tænk hvis det havde været, sådan som det skulle have været. Så skulle vi holde fødselsdag i dag – uden tårer og sorg. Så skulle vi fejre, at Silas’ storebror blev 13 år. Måske havde vi haft fødselsdagsgæster i weekenden. Så kan man sige, at måske havde vi ikke haft Silas, hvis det var gået sådan, men det kunne vi jo godt have haft alligevel. Vores liv have været grundlæggende anderledes. Og vi havde måske haft vores uskyld i behold, den beskyttelse man har i, at det ikke sker for os. Men det gør det. Det skete for os, og det må jeg leve med hver dag. Og i dag er det ikke så nemt. I dag får sorgen lov til at rase. Men det var også i dag, jeg så dig for første gang. Det smukkeste barn i hele verden. Og det er jo kun så sørgeligt, fordi det endte, som det gjorde. Ellers ville i dag jo have været en af de bedste dage i mit liv. Det var det på en måde også. Det var i hvert fald en af de mest betydningsfulde dage i mit liv. Det var alle dine dage. I dag vil jeg gå på kirkegården og tænde lys og pynte op, som jeg bedst kan. Det er snart jul, og det er bare så svært, når man ikke har alle sine børn hos sig. Jeg elsker Silas, og han bringer liv og lys ind i vores liv. Men jeg ville bare så gerne have haft begge mine drenge hos mig, og jeg tror også, at Silas ville have elsket at have en storebror, der ikke var død. Han kommer også forbi i dag og hilser på. Min elskede skat, i dag får du lov at fylde det meste. Jeg elsker dig helt op til stjernerne og tilbage igen, lille skat. Tillykke med fødselsdagen, ❤️
Min kærlighed for evigt
Mor