Elskede lille skat!

I dag er det din fødselsdag. Eller rettere sagt i går var det din fødselsdag, for det er allerede blevet næste dag. Du bliver 10 år. Når jeg sidder og ser på billederne af dig på gallerisiden, er et ikke til at fatte, at det er 10 år siden. Min lille dreng, ville være blevet så stor. Vi fik brev fra kirkegården, og jeg har forlænget brugsretten, som det hedder, med 20 år. Det er ufatteligt, at der er gået 10 år. Jeg kan slet ikke holde op med at græde, tårerne triller bare ned af kinderne på mig. Jeg er så ked af det, lille skat. Jeg savner dig så meget i mit liv. Jeg ville så gerne have haft begge mine drenge i livet. Min store dreng på 10 og min lille dreng på 4 år, som ville have set så meget op til dig. Det tror jeg.

Jeg lever jo med det – mit store tab. Hver dag er jeg fuldt ud i stand til at fungere og være der for din lillebror. Hver dag elsker jeg ham højere end noget andet menneske i denne verden. Han beriger mit liv i en grad, som jeg næppe troede var muligt. Som du ville have gjort, som du skulle have gjort. Men jeg har kærlighed nok til jer begge. Vores bånd sammen er helt specielt, lille skat. Vi to hænger sammen for evigt. Du er en kæmpestor del af mit indre liv, som Silas er en kæmpestor del af mit liv i denne verden. Jeg elsker jer begge så højt, så højt. Jeg vil gøre alt for jer. Men jeg kan intet gøre for dig. Jeg kunne ikke redde dig, jeg kunne ikke vække dig til live med min vilje. Jeg kan kun skrive til dig her, og hvad nytter det egentlig? Det er kun for at udtrykke en mors sorg og kærlighed til det barn, hun har mistet.

Små fødder sætter også spor, siger man jo, og det gjorde du i den grad. Dit liv og din død skar en stor revne i mit liv, så der for altid er et før og et efter dig, lille skat. Nogle gange kan det næsten føles som om, det skete for en anden. At jeg var en anden dengang, det skete. Men sådan er det jo ikke. På dage som i dag ved jeg lige nøjagtigt, hvordan det var. Hvor fuldstændigt forfærdeligt og endeløst smertefuldt det var og stadig er. På dage som i dag oplever jeg i glimt de samme følelser, den samme sorg, den samme smerte, den samme smerte, som da det skete. Jeg tror aldrig, det vil ændre sig. 5 korte dage, var alt vi fik med dig. 5 intense dage, som skulle fyldes med hele dit liv og al min kærlighed. Det er jo slet ikke nok. Hele mit liv, som jeg kendte det, begravede jeg med dig. Alle min håb og drømme døde med dig. Jeg måtte opbygge mit liv på nyt og skabe nye drømme og håb. Silas er opfyldelsen af et af de håb – det største af dem. Jeg har meget at være taknemmelig for. Du lærte mig det, du kunne nå – at jeg kunne være mor, at jeg kunne elske betingelsesløst, og at jeg også magtede at være mor til et englebarn, uden at dø af det.

Du vil altid være mit første barn, min første søn, mit eneste barn, som deler min dårlige gener. Det stopper med mig. Der bliver aldrig andre børn, som får mine dårlige gener – det sværger jeg. Aldrig igen! Jeg kan ikke gardere mig mod sorg og smerte i livet, men jeg kan i hvert fald sørge for, at jeg aldrig vil miste et barn på samme måde, som vi mistede dig. Og jeg kan aldrig fortryde, at vi fik dig. Jeg har oplevet en kæmpestor kærlighed med dig, og for det, er jeg evigt taknemmelig.

Tillykke med fødselsdagen, lille Linus-skat!

Min kærlighed for evigt
Mor